Hveiti

refining life

Danmark kåret til verdens mest klimavenlige land

De grønne organisationer har på klimakonferencen i Doha, Qatar, udpeget Danmark til det mest klimavenlige land i verden, skriver Klima-, Energi-, og Bygningsministeriet i en pressemeddelelse den 3. december 2012.

Listen - eller Climate Change Performance Index som den kaldes - er lavet af Climate Network Europe i samarbejde med organisationen Germanwatch. WWF, Det Økologiske Råd og Noah er blandt de grønne organisationer med base i Danmark, der har været med til at lave listen.

Det er især energiforliget, som næsten hele Folketinget indgik i marts i år, der har ført Danmark op på førstepladsen. I 2020 vil CO2 udledningen være reduceret med 34 %. 50 % af elforbruget være dækket af vindenergi, og energiforbruget vil være reduceret med 12 %. Det gør indtryk i resten af verden.

"Vi viser, at det kan lade sig gøre, at være klimavenlig, erhvervsvenlig og øge levestandarden på samme tid. Jeg er stolt af, at vi kan være foregangsland, og jeg er sikker på, at vi kan være med til at flytte noget i verden ved at vise det gode eksempel," siger klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard.

De grønne organisationer giver Danmark 72 point ud af 100 mulige. Så selv om Danmark ligger øverst på listen, er der stadig rum for forbedring. Det er Martin Lidegaard enig i.

Om få måneder er vi klar med en klimaplan, som vil vise, hvordan vi kan reducere udledningerne fra transporten, landbruget og boligerne, og den vil blive fulgt op af en klimalov. Så vi er slet ikke færdige endnu, siger Martin Lidegaard.

Følg udviklingen inden for bioraffinering. Vi informerer jævnligt om vores tiltag for at forbedre miljøet.



Følg Hveiti på facebook.