Hveiti

refining life

EU forhandler videre - men klimaaftale er meget langt væk

EU’s klimakommissær Connie Hedegaard mener, at verden måske først i 2020 kan få en international aftale, hvor Kina, USA og en række store udviklingslande forpligter sig til at nedbringe sine udledninger, skriver Lars From i Jyllands-Posten den 24/11 2011.

På mandag begynder klimatopmødet COP 17, som i år bliver afholdt i den sydafrikanske by Durban, men der kommer ingen international klimaaftale ud af klimamødet slår klimakommissær Connie Hedegaard fast.

EU har i mange år presset på for en bindende aftale og på at få verdens to største udledere af drivhusgasser – USA og Kina – til at forpligte sig til en sådan aftale, men dette går ufatteligt langsomt, da ingen af de to store nationer rykker sig før den anden gør.

»Sagen er jo den, at hvis Obama-administrationen ikke kan komme igennem med noget i deres kongres, så flytter det sig ikke. Og lige nu kan de ikke komme igennem Kongressen,« siger Connie Hedegaard til Ritzau som en forklaring på, at hun nu for første gang antyder, at verden måske først i 2020 får en bindende aftale, der forpligter de største udledere af drivhusgasser til at nedbringe deres udledninger.

»Om vi så står på hovedet, så kan vi desværre ikke få den internationalt, juridisk bindende aftale, EU var klar til at have i København. Og som vi stadigvæk ønsker. Og som verden har brug for.«

USA og Kina nægter at forpligte sig på bindende klimamål

Connie Hedegaard erkender, at det tydeligvis ikke kan lykkes at få verdens to største udledere - USA og Kina - med på bindende mål nu. Derfor må ambitionen være en anden, mener hun.

Klimakommissæren er klar til at lade EU acceptere en fortsættelse af Kyoto-aftalen. Men hun vil kun skrive de nye klimaforpligtelser for de 27 EU-lande ind i en international aftale, hvis de store udledere samtidig skriver under på en køreplan og principper for, hvordan og hvornår de følger trop.

»Europa vil sikre, at der bliver ved med at være fremdrift. Men betingelsen er, at hvis vi skal holde liv i det her for at sikre en bro til fremtiden, så er vi nødt til at sikre, at der er nogen, der har tænkt sig at følge med os over broen,« siger Hedegaard.

Følg udviklingen inden for bioraffinering. Vi informerer jævnligt om vores tiltag for at forbedre miljøet.



Følg Hveiti på facebook.