Lovende potentiale for dansk tangproduktion

Produktion af tang i næringsstofberigede indre danske farvande åbner nye muligheder for en omkostningseffektiv opsamling af næringsstoffer og bevarelse af et rent vandmiljø. En storskalaproduktion af tangbiomasse vil desuden direkte kunne indgå i værdikæden inden for en spirende dansk bioraffineringsindustri med produktion af værdifulde proteiner til landbruget og økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt biobrændstof til vores biler. 

Ud fra et ressource- og miljøperspektiv kan det ikke forsvares at definere landbrugets tabte næringsstoffer som en kilde til forurening, og vi er nødt til pragmatisk at kigge på nye produkter, processer og services, der bidrager til lukkede produktionssystemer. 

Et muligt scenarium er at kigge mod øst, hvor asiatiske lande i årtier har produceret tang på liner og bøjer, med en anslået produktion i 2011 på ca. 21 millioner ton til en værdi af hen ved 34 milliarder kroner.

Potentialet for tangproduktion er ikke lige stort alle steder i Danmark, og rentabiliteten vil afhænge af produktionens effektivitet samt valg af opdriftsområder, hvor tilstrømning af koldt, salt- og næringsholdigt bundvand sikrer, at tangmarker blandt andet ikke lider af mangel på næringsstoffer. I dele af de indre danske farvande ser produktionspotentialet dog lovende ud med årlige udbytter af brunalger på op til 5,26 ton tørvægt pr. ha. 

Blandt eksperter er der enighed om, at målene i EU’s vandrammedirektiv udelukkende kan opfyldes gennem en ændret arealanvendelse på land, eksemplificeret via ambitioner for næste vandplansperiode, hvor kvælstoftabet skal reduceres med 19.000 ton pr. år. 

Politikere, landbruget og eksperter har dog glemt, at landbrugets produktionssystem aldrig kan sammenlignes med ressourcestrømme inden for fabriksfaciliteter. Tab af næringsstoffer det marine miljø vil derfor altid forekomme. 

Antages det, at de 19.000 ton kvælstof søges anvendt som en ressource i en effektiv produktion af dansk sukkertang, viser rapporten ‘Nye veje mod et bæredygtigt landbrug’, at der i indre danske farvande kræves et havareal på ca. 146.000 hektar, mens de 19.000 ton kvælstof konverteres til ca. 4,3 millioner ton tang (770.000 ton tør tangbiomasse), der bl.a. indeholder 4.000 ton fosfor af høj biologisk værdi.

Landbrugets tabte næringsstoffer konverteres dermed til en ny biomasseressource, samtidig med at risici for algeopblomstringer og iltsvind i sommerperioden reduceres. Men skal vi samtidig styrke klima og fødevareproduktionen, er det bidende nødvendigt, at vi finder en ressourceeffektiv måde at recirkulere tangbiomassen. 

EU-Kommissionen har netop foreslået, at bioethanol produceret fra eksempelvis tang skal tælle fire gange dets reelle energiindhold i nationalstaternes målopfyldelse af direktivet om vedvarende energi. Et tilbageslag for såvel energi- og fødevaresikkerhedsdagsordenen, da sandheden er, at eksporteret dansk foderhvede i en bioraffineringsproces markant kan bidrage til en bæredygtig dansk produktion af såvel proteiner, fibre, bioethanol samt CO2 til industrien.

Heldigvis tager intelligent bioraffinering af tang udgangspunkt i samme principper som bioraffinering hvede, dvs. at affald fra produktionen er uacceptabelt, mens der produceres værdifulde produkter i form af bl.a. bioethanol til vores biler, alginater som geleringsmiddel i vor fødevarer, samt olier og højværdiproteiner til svin, kvæg, kyllinger og fisk. 

EU-Kommissionens forslag til ændring af VE-direktivet har dog den positive effekt, at Danmark i fremtiden må forventes at skabe de rammevilkår, der kan facilitere en produktion af tang. 

Her bør tangproducenten honoreres for sin opsamling af næringsstoffer, således at der tages højde for en nødvendig kobling mellem nationale miljøpolitiske mål samt den globale ressourcekonflikt, der dikterer, at vi ikke har råd til at anskue værdifulde næringsstoffer som forurening.