”Klimaforandringerne er en realitet. De koster milliarder af kroner og har allerede forringet levevilkårene for millioner af mennesker på kloden. Derfor er vi menneskeligt og etisk forpligtet til at handle. Danmark er et rigt land og har mulighed for at vise vejen. Det gør vi med klimaplanen”, siger klima-, energi og bygningsminister Martin Lidegaard i en pressemeddelelse.
Regeringens mål er, at udledningen af drivhusgasser skal reduceres med 40 % i 2020 i forhold til 1990. Et stort skridt er taget med energiaftalen, der blev indgået i marts 2012. Resten skal primært komme fra transportsektoren, landbruget, bygninger og affaldssektoren. Klimaplanen viser, at vi mangler at reducere cirka fire millioner ton CO2-ækvivalenter i 2020 for at leve op til regeringens mål.
Udfordringens størrelse afhænger blandt andet af den økonomiske udvikling frem mod 2020, og hvilken klimapolitik der bliver ført i EU. Regeringen vil fortsat arbejde offensivt for, at der bliver ført en ambitiøs klima- og energipolitik i EU. Det vil bidrage væsentligt til, at Danmark opfylder sine mål. Desuden vil regeringen gå i dialog med Folketinget, erhvervslivet og civilsamfundet om, hvilke nationale initiativer vi skal tage for at reducere drivhusgasudledningen.
Regeringen vil i løbet af det kommende folketingsår fremlægge forslag til en klimalov. Klimaloven skal skabe fremdrift og gennemsigtighed i klimapolitikken og vil bl.a. indeholde krav om en årlig klimaredegørelse, som skal vise, om Danmark er på den rette vej mod målet om 40 % drivhusgasreduktion i 2020.
I forbindelse med arbejdet med klimaplanen har en tværministeriel arbejdsgruppe lavet et virkemiddelkatalog. Det beskriver ca. 80 mulige klimatiltag. Virkemiddelkataloget vil sammen med klimaloven være de centrale redskaber, når regeringen løbende justerer sin klimapolitik.
Følg udviklingen inden for bioraffinering. Vi informerer jævnligt om vores tiltag for at forbedre miljøet.
Hveiti | info@hveiti.dk |
Kystvej 26 | CVR/se: 30899059 |
DK-8500 Grenaa |
Copyright © 2011 | Hveiti | Design Rabotnik