Bedre udnyttelse af råvaren

Ved at bioraffinere et produkt – såsom foderhvede – udnyttes alle de værdifulde dele af hvedekernen, i stedet for at kernen bruges i uforarbejdet form, hvor kun de umiddelbart tilgængelige dele bliver udnyttet. Bioraffinering giver en række højværdiprodukter, udover bioethanol, som ellers ikke ville blive udnyttet. 

Ifølge beregninger lavet af Niras, giver bioraffinering en ca. 20 % bedre udnyttelse af råvaren i forhold til traditionelt foderbrug. Dette skyldes netop det faktum at man bioraffinerer råvaren og får gjort alle dele – inkl. det værdifulde protein, tilgængeligt.

Fra hveiti’s bioraffineringsproces får man et proteinrigt kraftfoder, som i hveiti’s tilfælde vil blive solgt til danske landmænd. Verdens proteinforbrug er stødt stigende, blandt andet pga. at flere og flere mennesker spiser kød. Dette betyder et øget behov for protein til husdyrproduktionen, og at vi derfor i EU og Danmark importerer større og større mængder af protein, som hovedsageligt kommer fra Sydamerika, hvor man er nødsaget til at fælde mere og mere regnskov for at gøre plads til dyrkning af soja, som er meget proteinholdigt. 

Hvis man stopper med at bruge foderhvede til produktion af bioethanol, mister man også samtidig det værdifulde kraftfoder, samt fibrene til fødevarer.

Det er lige netop derfor at hveiti ikke er en bioethanolproduktion, men et bioraffinaderi – fordi det ikke kun handler om bioethanol, men om ressourceudnyttelse. 

1., 2. eller 3. generation biobrændstof

Der findes bioraffinaderier som ikke er bæredygtige, men det er vigtigt at forholde sig til at det modsatte også er tilfældet. Der eksisterer bæredygtige bioraffinaderier, som har fokus på at udnytte alle dele af råvaren, og ikke kun på produktet bioethanol. Denne bæredygtighed har ikke noget med 1., 2. eller 3. generation biobrændstof at gøre, men handler om en optimal ressourceudnyttelse baseret på en så lille CO2 udledning som mulig.

I forhold til CO2 reduktion og mindskning af klimaændringer giver det ikke nogen mening at tænke i 1., 2. eller 3. generations biobrændstoffer, da CO2 reduktionen for biobrændstoffer ikke afhænger af hvilken teknologi man benytter, men af hvor stort et energiforbrug man har i produktionen af biobrændstoffet, set i hele livscyklussen. Dvs. jo mindre energi man bruger i produktion, og jo mere man får ud af råvaren man benytter, jo højere vil CO2 reduktionsevnen være.