Biobrændstof-lovgivning

Der er i EU vedtaget to juridisk bindende love på området for biobrændstoffer – VE-Direktivet og Brændstofkvalitets-direktivet.

VE-Direktivet

Direktivet til fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (VE-direktivet) skal hjælpe med at fremme anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport.

Ifølge VE-Direktivet skal 10 % af energien i transportsektoren i 2020 komme fra vedvarende energikilder. Biobrændstoffer forventes ifølge FN’s Fødevare og Landbrugsorganisation (FAO, 2012) at yde det største bidrag til denne målsætning. 

Biobrændstoffer kan kun tælle med i opfyldelsen af VE-Direktivet, hvis de møder en række bæredygtighedskrav. Disse indeholder bl.a. krav om en minimums CO2 reduktionsværdi for biobrændsler på 35 %. 1. januar 2017 stiger minimumskravet til 50 % for eksisterende bioraffinaderier, og i 2018 skal alle nye bioraffinaderier have en CO2 reduktionsværdi på minimum 60 %.

Bioethanol fra Hveiti får en CO2 reduktionsværdi på 70 %.

Brændstofkvalitets-direktivet

Brændstofkvalitets-direktivet (FQD) stiller krav til brændstofforhandlere om at reducere drivhusgasudledningen med 6 % i 2020. 

Det forventes at en meget lille del af denne reduktion kan nås gennem forbedringer i produktionen af olie, hvorfor det forventes at de 6 % vil blive nået gennem brug af biobrændstoffer (FAO, 2012). 

I VE-Direktivet tæller nogle biobrændstoffer fra bestemte typer af biomasse dobbelt. Dette er dog ikke tilladt i FQD, hvorfor forhandlerne bedst opnår en 6 % reduktion gennem iblanding af biobrændstoffer med så høj en reduktionsværdi som muligt. 

EU medlemslandene har udviklet nationale handlingsplaner for vedvarende energi, som beskriver hvordan de vil nå målene fastlagt i VE-Direktivet, men der er endnu ikke fastlagt regler for hvordan brændstofforhandlerne skal nå FQD målet.