Hveiti

refining life

10.000 nye job venter de danske havne

Danske Havne mener, at miljøproduktion vil kunne skabe tusindvis af job i og omkring landets provinshavne.

Over de kommende otte år vil der kunne skabes godt 10.000 ekstra arbejdspladser på haveområderne i danske provinsbyer, skriver flere danske aviser den 6. januar 2012.

Det lyder som et drømmescenarie i disse krisetider. Men drømmen kan blive til virkelighed, mener Danske Havne.

Nøglen til det hele er den nye havnelov, som transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har fremsat.

Et hav af muligheder

"Hvis regeringen fastholder sin miljømæssige linje, vil der kunne skabes godt 10.000 ekstra arbejdspladser i aktiviteter, der ligger godt for havnefaciliteterne rundt om i landet, siger sekretariatschef i Danske Havne Tom Elmer Christensen.

Han peger blandt andet på kvalitetsskrotning af skibe og andet grej, der ikke længere bruges, fastholdelse af vindmølleproduktionen og ikke mindst produktion af bioethanol.

I danske havne er der eksempler på flere virksomheder, der har etableret sig med produktion på havnen eller i tilknytning til havnen, fordi råstoffer til produktionen leveres med skib. Men de har brug for eksempelvis tanke eller anden lagerplads.

Kan disse faciliteter ikke skaffes med privat finansiering, vil den nye havnelov give havnene mulighed for at investere i disse faciliteter i en slags offentligt-privat samarbejde, siger Tom Elmer Christensen.

Han ser havnene som en slags nyt erhvervscentrum for kommunerne i provinsen.

”Det er arbejdspladser for ganske almindelige danskere, og de vil ligge de rigtige steder i Udkantsdanmark,” siger han.

Kilde: Ritzau

Følg udviklingen inden for bioraffinering. Vi informerer jævnligt om vores tiltag for at forbedre miljøet.



Følg Hveiti på facebook.