Biobrændstof eller braklægning af areal

Selvom det måske er rigtigt at man med et areal på omkring 70.000 km2 kan brødføde 127 mio. mennesker, er det ikke ensbetydende med, at der ville have været 127 mio. færre sultende i verden.

Arealer nok

Denne tilgang til areal er meget forenklet, og er et godt eksempel på, hvorfor debatten om food vs. fuel fortsat styres af følelser frem for fakta. Grunden til at der i dag er folk der sulter skyldes nemlig hverken fødevaremangel eller mangel på areal til dyrkning af fødevarer. 

Fra 1993 til 2007 lå omkring 10 % af EU's landbrugsareal brak. En braklægning som blev indført og opretholdt gennem hele perioden, fordi alternativet var en overproduktion af korn.

Da produktionen af biobrændstoffer i midten af 00’erne tog fart ophørte en del af denne braklægning - ikke fordi der blev behov for arealerne til produktion af fødevarer, men fordi man fandt anden anvendelsesmulighed i form af produktion af energi. 

Derfor er det også paradoksalt, at man på denne måde stiller et regnestykke op, som forudsætter at en hektar med dyrkning af energi til produktion biobrændstoffer er ensbetydende med at der fældes en hektar regnskov et andet sted i verden, eller at der er folk der sulter fordi denne hektar ikke bliver brugt til dyrkning af fødevarer. 

Fødevarespild

At sige at man burde dyrke fødevarer i stedet for energi er samtidig en meget forenklet betragtning, der bygger på en forældet tilgang til produktion. En betragtning, der samtidig er meget kortsigtet og ikke vil medføre en mere retfærdig fødevarefordeling.

På nuværende tidspunkt er der fødevarer nok til at brødføde alle. At der er folk der sulter skyldes ikke fødevaremangel, men faktorer så som dårlig infrastruktur og klimaændringer, som har gjort at jord som plejede at blive brugt til dyrkning af fødevarer ikke længere er frugtbar, men også et stort skel mellem den rige og den fattige del af verden. 

Dertil kommer et enormt ressourcespild, da vi i den vestlige verden smider enorme mængder af mad væk. I Danmark alene smider vi årligt omkring 540.000 tons spiselig mad væk. 

Ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) bliver 1/3 af den mad som bliver produceret hvert år smidt væk eller går til spilde. 

Fuel vs. Food - et forenklet dilemma

Rapporten fra Oxfam beskriver hvordan den mener at bioenergi-industrien er med til at tage mad ud af munden på verdens sultende og fordrive fattige fra deres land, pga. at dette nu skal bruges til dyrkning af afgrøder til biobrændstofproduktion. 

Problemet med rapporter som denne og mange andre er at den skærer alle biobrændstoffer over én kam. Hvis man læser rapporten finder man imidlertid ud af at Oxfam samtidig mener, at det langt fra er alle biobrændstoffer der er dårlige, og at nogle faktisk har en yderst gavnlig effekt på både klima og miljø. F.eks. fastslår rapporten:

”…not all biofuel production is bad. In fact, Oxfam research shows that biofuel production can yield benefits for poor people when done properly.”

Gode bæredygtighedskriterier

Rapporten forslår en række bæredygtighedskriterier, for at sikre en bæredygtig produktion af biobrændstoffer, og sikre at produktionen i ét land, ikke resulterer i negative bivirkninger i et andet. Og her har den fat i den lange ende, for hvis alle biobrændstoffer blev stillet op i mod de samme gode bæredygtighedskriterier, ville det både skabe incitament for en forbedring af de eksisterende produktioner, samt medvirke til at kun de produktioner med en høj CO2 reduktionsværdi ville overleve.