Hveiti

refining life

Fornyet fokus på sundheds- og miljøskadeligt soja-protein

Danmark importerer hvert år 1,5 mio. tons sojabønner fra Sydamerika, hvoraf langt størstedelen bliver brugt til foder i landbruget. I Sydamerika, hvor sojaen bliver dyrket, er konsekvensen rydning af regnskov og alvorlige sygdomme hos lokalbefolkningen.

DR Nyhederne satte søndag den 27. oktober fokus på problematikken med import af sundheds- og miljøskadeligt sojaprotein. 

Langt størstedelen af den soja som bliver importeret til Europa og Danmark kommer fra Argentina og Brasilien, som bruger skrappe sprøjtegifte og fælder store skovområder for at dyrke sojaen.

Det har nu fået Fødevareminister, Karen Hækkerup, til at fastslå, at hun vil have landbruget til kun at benytte bæredygtigt soja, og udtaler at hun mener, at det eneste ambitiøse mål man kan have må være 100 % bæredygtigt produceret soja-protein.

Det er man i Verdensnaturfonden, WWF, rigtig glade for at høre. Udover problematikken omkring sprøjtegifte vil en bæredygtig soja produktion nemlig bremse afskovningen af regnskoven.

”Det vi gerne vil sikre, det er at vi bevarer regnskoven, og hvis vi kan få styr på soja-problematikken, så er vi kommet rigtig rigtig langt,” udtaler Gitte Seeberg, generalsekretær i Verdensnaturfonden, WWF, til DR nyhederne. 

Mangel på certificeret soja

Ifølge Round Table on Responsible Soy (RTRS), nåede organisationen i 2012 op på 1 mio. tons certificeret soja. Denne mængde er ikke engang nok til at opfylde Danmarks protein-behov, hvilket understreger nødvendigheden af at se på alle de mulige proteinkilder. 

Hveiti kommer i sin bioraffineringsproces til at producere hvedeprotein, som kan erstatte importeret soja 1:1, og dermed udfase 8-10 % af Danmarks sojaimport. 

Dermed kan nationale bioraffinaderier som Hveiti komme til at spille en stor rolle i udfasningen af sojaimporten fra Sydamerika, hvilket ikke kun vil have en positiv indvirkning på regnskoven og sundhedsforholdene i Sydamerika, det vil have en positiv betydning i form af reduceret CO2 udledning fra transporten fra Sydamerika til Danmark.

Følg udviklingen inden for bioraffinering. Vi informerer jævnligt om vores tiltag for at forbedre miljøet.



Følg Hveiti på facebook.