Hveiti

refining life

Sammenbrud i EU’s CO2-kvotesystem

Europæisk klimapolitik har lidt et knæk, idet Europa-Parlamentet i dag har stemt imod en redning af det europæiske CO2-kvotesystem.

Dramaet var stort til det sidste, men lige lidt hjalp det for Europas grønne fløj med klimakommissær Connie Hedegaard i spidsen. Europa-Parlamentet har lige stemt "nej" til et afgørende forslag, der skulle gøre det dyrere at forurene klimaet i Europa, skriver Johan Winther og Morten Crone på Berlingske Business i dag. 

19 stemmer delte vandene

19 stemmer delte i dag "ja" og "nej"-sigerne, men europaparlamentarikerne endte i dag med at vende tommelfingeren ned til forslaget om at pille 900 mio. CO2-kvoter ud af systemet og putte dem ind igen tættere på 2020, såkaldt 'backloading'.

I dag er CO2-kvotesystemet tæt på sammenbrud med en kvotepris på fire euro (den forventede pris var 30 euro), og iagttagere anså derfor et indgreb for afgørende, hvis man ville undgå et sammenbrud.

Den danske europaparlamentariker Jens Rohde (V), der selv stemte "ja" ved afstemningen udtaler til Berlingske Business at det er vigtigt at markederne ved ”at ingen sætter spørgsmålstegn ved vores CO2-målsætninger, og at vi insisterer på, at Kommissionen kommer med forslag til en reform af kvotesystemet. Ingen har interesse i et totalt kollaps. Det vil kun forringe vores konkurrenceevne og skade fælles løsninger på fælles udfordringer.”

Rohde understreger, at parlamentet ikke lukkede sagen, men i stedet sendte den tilbage til ny udvalgsbehandling.

Skuffelse blandt danske grønne virksomheder

En række grønne danske virksomheder som Vestas, Grundfos og Danfoss, havde opfordret europaparlamentarikerne til at stemme "ja" for at sikre langsigtede investeringer i grøn omstilling.

Kvotehandelssystemet er hjørnestenen i den grønne omstilling i Europa, og vi skal have nogle kvotepriser, der giver et reelt incitament til at investere i grønne teknologier. Med de nuværende lave priser er systemets troværdighed i fare,

siger Jørgen Bjelskou, chef for public affairs i pumpeproducenten Grundfos, til Berlingske lørdag.

Han frygter, at Europa kan tabe et stort markedspotentiale på grønne løsninger til andre regioner i verden, som i dag »er længere fremme i bussen«.

Følg udviklingen inden for bioraffinering. Vi informerer jævnligt om vores tiltag for at forbedre miljøet.



Følg Hveiti på facebook.